Strikles Hækleguide
Magisk ring og det at hækle i spiral
At hækle i spiral vil sige, at man hækler rundt om arbejdet uden at ende hver omgang med at vende. Denne teknik bruges bl.a. til at hækle bamser og dukker.
Når man hækler i spiral, vil man oftest starte med at lave en magisk ring eller en række af luftmasker som samles til en ring, som man efterfølgende hækler rundt om.
En magisk ring er god at bruge, hvis man gerne vil undgå hul i midten af ringen, da det er nemmere at få strammet til med denne teknik.
Husk at være opmærksom på ret- og vrangside, når du hækler i spiral. Hvis du hækler rummelige strukturer som bamser, vil hækletøjet nemlig have tendens til at bue, så vrangsiden kommer ud ad (jeg kom selv til at vende mine første hæklede dyr på vrangen). Som nybegynder kan det være svært at kende forskel på ret- og vrangside. Prøv evt. at sammenligne dit eget hækletøj med billeder af det færdige produkt, for at se hvilken side, der er retsiden.
Sådan laver du en magisk ring
Nu skal du lære at lave en magisk ring.
Princippet er, at man laver en såkaldt magisk ring, som man slår masker op i. Når du har det ønskede antal masker strammer du til ved at hive i garnenden. Herefter samler du “ringen” og hækler videre ved at lave en maske i den første maske du slog op i den magiske ring.
Sådan laver du en magisk ring og slår fastmasker op i den:
Garnet vikles rundt om din pege- og langefinger to gange, så de to garntråde ligger parallelt oven på fingrene og krydser hinanden på undersiden.
Før hæklenålen ind under den ene af de to tråde og tag fat i tråden længest fra hæklenålen.
Før tråden med ud under den anden tråd.
Drej hæklenålen tilbage til “normal stilling”, så garnet danner en lille løkke.
Tag garnet af fingrene.
Slå arbejdsgarnet om hæklenålen.
Træk garnet med tilbage gennem den lille løkke.
Du har nu en magisk ring.
Nu hækles fastmasker i din magiske ring:
Før hæklenålen gennem den store ring og slå arbejdsgarnet om nålen.
Træk garnet med tilbage gennem den store ring. Du har nu to løkker på hæklenålen.
Slå arbejdsgarnet om nålen og træk garnet med gennem de to løkker.
Du har nu lavet én fastmaske i din magiske ring.
Gentag fra “Nu hækles fastmasker i din magiske ring” til du har det ønskede antal fastmasker.
Her ses én fastmaske i en magisk ring.
Her er lavet seks fastmasker i en magisk ring.
Når du har det ønskede antal fastmasker, skal du stramme ringen til. Dette gøres ved at trække i den korte garnende.
Således har du en magisk ring med seks fastmasker, og du er nu klar til at fortsætte.
Når du skal fortsætte herfra hækles der videre ved at fortsætte i næste maske (svarende til den første fastmaske, som du slog op i den magiske ring) som vist på billedet.